|
|
|
|
KLIMALEDELSE I FREMTIDSVÆRKSTEDET ÅR 2015
|
15-09-2009 |
|
|
Under overskriften ”Klimaledelse udfordrer dit billede af fremtiden” inviterede Grontmij | Carl Bro i samarbejde med Copenhagen Business School (CBS) den 26. august virksomhedsledere og tekniske direktører fra landets kommuner til et kig ind i år 2015, hvor klimaledelsens principper er blevet til virkelighed, og både den offentlige og private sektor er blevet bæredygtig.
Med Fremtidsværkstedet ville Grontmij | Carl Bro give landets virksomheder og kommuner viden, værktøjer og inspiration til klimaledelse gennem en utraditionel indfaldsvinkel og arbejdsmetode.
Et kig ind i 2015
 Værkstedsdeltagerne blev sendt hovedkulds ind i år 2015 igennem to sessioner, hvor de inddelt i tre rum blev præsenteret for både den bæredygtige virksomhed og den bæredygtige kommune.
I rummene kunne deltagerne lade sig inspirere af og sparre med erfarne klimaledere, forskere og NGO-repræsentanter fra bl.a. Siemens, Danfoss, TrygVesta, Novozymes, SBI, Elsparefonden, CBS, CONCITO, Det økologiske råd, Pöyry Energy Management og naturligvis Grontmij | Carl Bro ud fra hovedtemaet: ”Hvordan fik I det til at ske?” og ”Hvad var udfordringerne?”
Stemningen var intens, og alle befandt sig mentalt i 2015 med et stort engagement til at deltage aktivt i diskussionerne, der udmundede i en række konkrete bud på tiltag, som til slut blev præsenteret i plenum.
Forskere og ledere deler ud af erfaringer
De ca. 50 deltagere kom ikke uforberedte ind i år 2015. Dagen startede med en overordnet præsentation af klimaledelsens mange facetter. Professor Peter Møllgaard fra CBS fortalte om CBS’ klimastrategier til erhvervslivet og undervisningsinitiativer inden for CSR og klimaledelse. Adm. direktør Birgit W. Nørgaard fra Grontmij | Carl Bro gav et samlet billede af problemstillingerne i klimaledelse, der omhandler både tilpasning til klimaforandringer og mindskning af vores klimapåvirkning og berører alle sektorer i samfundet. Endelig beskrev Direktør Johan Peter Paludan fra Instituttet for Fremtidsforskning, hvordan fremtidsforskning i form af scenarier og megatrends kan bruges som et effektivt værktøj til beslutningstagen i klimaledelse.
Det blev en anderledes og inspirerende dag, hvor ledere og forskere delte deres erfaringer med og udfordrede hinanden i engagerede diskussioner. En af konklusionerne fra denne lærerige dag må helt klart være, at videndeling og samarbejde på kryds og tværs mellem den offentlige og private sektor er vejen frem. Deltagerne i Fremtidsværkstedet viste, at der er stor vilje i dagens Danmark til at gå denne vej.
Fremtidsværkstedet var arrangeret af Afdelingschef Eva Born Rasmussen, som et udvidet møde i den netværksgruppe af virksomhedsledere og forskere, som er dannet af bidragsyderne til Klimaledelseshåndbogen.
Vil du vide mere?
Yderligere oplysninger om Klimaledelsesnetværket og Fremtidsværkstedet kan fås hos evaborn.rasmussen@grontmij-carlbro.dk.
Se nogle af præsentationerne nedenfor:
Klimastrategier af Peter Møllgaard
|
|
|
|
|
|